Jeg har via mine tidligere ansættelser indenfor børn- og ungeområdet samt deres familier, arbejdet en del adoptivfamilier.

Adoption forbinder vi mennesker ofte med glæde og positive forventninger. Adoption anses også for en af mulighederne, når man ikke på anden vis kan blive forælder.

Det er dog ikke altid så enkelt. Vejen derhen psykisk har ofte været en lang vej. For nogle har ønsket været selv at blive gravid og derfor fået hjælp af lægevidenskaben og endt med at tage skridtet til at vælge at adoptere, når det ikke lykkedes på anden vis.

Det gør, at I som kommende eller allerede er adoptivforældre, være mange følelser ind over, som I har været igennem inden I er nået frem til adoption. Hvor der kan være mange følelser involveret omkring sorg og forventningens glæde.

For Adoptivforældre
I har brug for særlig tålmodighed, når I har eller står til at skal adoptere et barn. I har været igennem en meget lang proces med myndigheder, heraf bl.a. følelsesmæssige processer, som oftest har været krævende for at nå frem til adoption.

Det er anderledes at være adoptivfamilier end biologiske familier. For mange adoptivforældre står med et lille barn, der måske er blevet fravalgt, måske blevet taget fra sin biologiske familie på en løgn – der har været svigt, blevet forladt og måske svigtet af flere grunde. Årsagerne kan være mange.

Et adoptivbarn kan enten have dannet et tykt forsvar og mentale overlevelsesstrategier, der kan besværliggøre kontakten mellem barn og forældre. For barnet passer på sig selv. idet har været sammen med mange forskellige omsorgspersoner. Eller det kan have udviklet mere skrøbeligt og meget sensitiv.

Oveni er barnet formodentlig udsat for mange forskellige lyde, dufte, voksne, uro, før det kommer til jer adoptivforældre. Og det kan alt sammen være med til, at I har fået et mere sensitivt barn, et mere sårbart og mere lukket barn, end I havde forestillet jer. Hvilket gør, at barnet, for at passe på sig selv følelsesmæssigt, er på vagt overfor sine omgivelser: “Er jeg på vej videre – kan jeg blive her”.

Selvom det er jer forældres største ønske at passe på barnet og give kærlighed, kan barnet afvise i angst, for svigt igen. Og skallen er blevet tyk – barnet har brug for at vide, om I er der og om I ikke forsvinder lige om lidt. Og barnet kan have svært ved at modtage berøring, grundet dets nedlukning i forsøg på at passe på sig selv.

Eksempler på barnets overlevelsesstrategier
Barnets overlevelsesstrategier kan bl.a. komme til udtryk i form af hyperaktivitet, angst, aggressivitet, hyppige raserianfald ved det mindste krav eller et nej. Overtilpasning, hvor barnet ikke giver udtryk for følelser, men er stille og medgørlig, nærmest lidt usynligt. Søger ikke trøst når det slår sig og viger i øjenkontakt. Barnet kan være uroligt og have svært ved at overgive sig til søvnen, sover sent på aftenen og står op igen før det bliver morgen. Barnet er måske overkontrollerende og har brug for hele tiden at bestemme alting. Barnet søger måske andre voksne på lige fod med de nye forældre, alle voksne er lige gode og barnet vil følge med hvem som helst. Alt dette kan besværliggøre tilknytningen mellem forældre og barn. Dette kan derfor gøre tilknytningen mellem barn og forældre svær at få på

plads. De opdragelsesmønstre, vi kender fra vores eget liv og kultur, kan ikke bruges eller virker ikke på barnet, der reagerer anderledes og ud fra det barnet har oplevet før det kom til jer. Ligeledes som teenager, oplever mange adoptivbørn, at eksistens igen kommer i spil hos dem. Som forældre kommer man til ”kort” overfor barnet/den unge og kan få en følelse af ikke at række som forældre.

Dagligdagen med barnet
I dagligdagen med barnet, kan de erfaringer og følelser som I har med fra jeres egen opvækst blive aktiveret igen. F. eks følelser af vrede, afmagt, afvisning og forladthed. Oplevelser af ikke at være værdsat eller accepteret som den man er. Disse følelser kan være smertefulde og ubevidst få jer til at reagere uhensigtsmæssigt, idet det er svært at skille egne følelser og behov fra barnets.

Venner og familie forstår måske ikke problematikken og begynder at trække sig. I oplever jer måske isoleret og alene med det, der skulle have været så glædeligt.

Vigtigt at søge hjælp
Som adoptivforældre har I oftest ventet meget længe på barnet og I har været igennem en godkendelsesproces, hvor I er vurderet til at have gode ressourcer. Det kan derfor efterfølgende være svært at erkende at der er behov for professionel rådgivning, for at få en nær relation til barnet. Men des tidligere I får hjælp, er der større chance for at få relationen og udviklingen vendt.

Jeg kan hjælpe jer som familie med terapisamtaler, der vil være en kombination af RTT, HGE og SE-Terapi samt psykoterapi, hvor vi samlet arbejder med det følelsesmæssige og forventningsfulde. Vi kan ligeledes arbejde med jeres familie samlet.

Forældre
● Sorg over ikke selv at kan blive gravid
● Mange forsøg på at blive gravid med hormoner og undersøgelser
● Tiden op til at vælge at adoptere – beslutningsprocessen
● For dernæst at blive godkendt eller ej.
● Herefter ventetiden på, hvornår og hvorfra man kan adoptere et barn.
● For dernæst om der er noget med barnet
● Hvordan har barnet haft det under og efter graviditeten
● Nu pludselig være forældre, med alt hvad indebærer
● For så måske at opdage, at det er svært – tilknytning, nærvær, sorg over følelsen af ikke rigtig at være lykkelig
● Afviser barnet én eller afviser jeg selv som forælder barnet, eller afviser de hinanden
● Følelse af ikke at være god nok forælder
● Følelse af at blive afvist af barnet
● Når barnet får/har følelsesmæssige problemer – stor skyldfølelse og måske også ikke orker at det bliver bøvlet.

Adoptivbarn
Og til dig som adoptivbarn kan du opleve at have mange komplicerede følelser grundet forholdene inde i din biologiske mors mave, hvordan fødslen var, hvordan starten af dit liv som spædbarn var, følelserne af at være fravalgt og så tilvalgt. For dernæst måske komme til et sted først – institution – for dernæst at komme til en helt anden kultur: Sprogligt, lyd, dufte og føle sig anderledes mm..

Og hvor du måske oplever og har en følelse af, at skal leve op til en følelse af evig taknemmelighed og dine adoptivforældres ønsker og håb for, hvilket barn du er og hvilken drøm du skal “opfylde” hos dine adoptivforældre. Samtidig med, at du har et savn – en længsel efter – måske dine biologiske forældre, uden at kunne sætte ord på, hvad følelser det er og måske også føler dig utaknemlig – eller oplever det som “forbudte” følelser. Hvor du oplever rigtig meget Skam og Skyld og flere former for utaknemmelighed og at det faktisk er traumatisk for dig.

Alt dette kan være meget svært at mentalisere, hvordan det kan have været og fortsat er for både adopterede og adoptanter og dermed give problemer i følelsen af at høre til i tilknytningen og i udviklingen.

● Følelse af ikke at høre til
● Følelse af ikke at være god nok.
● Følelser af store/høje forventninger.
● Følelse af ikke at være en del af familien.
● Følelse af at det er svært følelsesmæssigt.
● Følelse af at skal være evig taknemmelig.
● Følelse af at afvisning.
● Følelse af at være et stort kaos følelsesmæssigt indeni.
● Fravalg, tilvalg.
● Låg på følelser.
● Jeg identitet – hvem er jeg, hvad kommer jeg af, hvorfor blev jeg bortadopteret.
● Følelse af ikke at være god nok.
● Følelse af at skal leve op til noget.
● Høje forventninger.
● Følelse af at skal give.
● Følelse af ikke at kan være sig selv.
● Følelse af ikke at blive/føle sig elsket.
● Følelse af at være en for stor mundfuld.
● Oplevelse af ikke at blive forstået.

Jeg kan hjælpe dig med at være meget mere med de følelser, du kæmper med indeni dig og som du efterhånden også oplever som traumatiske. Følelser du måske kæmper med at undgå at mærke, i forsøget på at passe på dig selv.
Du vil opleve, at finde et bedre ståsted i den splittelse, du har indeni dig.